Algebehandling forlænger tagets levetid

Mos og alger slår rødder ned i taget og holder på fugten. Om vinteren giver det frostsprængninger, der ødelægger og forskubber tagsten og tagplader – og dermed gør taget utæt. Et nyt tag bør få en ny algebehandling efter 4-5 år, og derefter cirka hvert andet år. Det sikrer et flot, sundt og tæt tag i mange år.

Hvorfor er algebehandling nødvendigt?

Et nyt tag har fra producentens side en belægning, der modvirker mos og alger. Belægningen bliver med tiden slidt af sur regn og hårde vejrforhold, og derfor kan alger og mos begynde at vokse på taget.
Alger lever af enzymer og kemikalier, der er i enhver tagbelægning. Derfor er det også umuligt at undgå, at taget med tiden vil blive angrebet af algebelægninger, hvis ikke det får en algebehandling fra tid til anden.
Alger og mos slår rødder ned i tagbelægningen, og fungerer lidt som en svamp, der holder på fugten. Når de fugtige rødder udsættes for frost, kan de give frostsprængninger i taget, hvilket ødelægger og forskubber tagsten og tagplader, og giver utætheder.

Algebehandling hvert andet år

Et nyt, eller nymalet tag er allerede algebehandlet og meget modstandsdygtigt overfor algeangreb. Derfor kan taget sagtens klare sig i 4-5 år, før det behøver en ny behandling. Når først taget har en del år på bagen, bør det behandles oftere. Her er det en god idé at behandle det hvert andet år for at sikre et flot, sundt og tæt tag i mange år fremover.

En algebehandling består af en omgang algerens, der sprøjtes ud over taget. Derefter vil algerne blive opløst og skyllet af med det næste regnskyl. Der findes mange former for algebehandling, og det er vigtigt at vælge en type, der er biologisk nedbrydelig og derfor ikke er skadelig for miljøet.